Tilbage til historierne
 

Lemvig Bibliotek. Har stort lokalhistorisk arkiv.

Lemvig Museum. Livet ved Vestkysten og egnens kunstnere præger museet. Thøger Larsen, Niels Bjerre og Torvald Westergaard præsenteres på museet. Museet har en særudstilling, i Thyborøn, om Alexander Nevskijs berømte forlis (russiske orlogsfregat) Ombord var storfyrst Aleksej, søn af den russiske kejser Alexander II.

Strandingsmuseum Sct. George. I 1881 forliste det engelske linieskib Sct. George. 1300 sømænd omkom. De omfattende arkæologiske fund er samlet på museet og fortæller om hverdagen for høj og lav på skibet.

Museet for religiøs Kunst. Museet har ganske spektakulære udstillinger, som er værd at besøge, også selvom man måske ikke hører til inderkredsen i religiøse cirkler. Den faste samling omfatter værker af Marc Shagall, Bjørn Nørgaard, Svend Wiig Hansen og George Rouault.

Jens Søndergaards Museum. Museet ligger i Fering på skrænten til Vesterhavet. Museet ligger i hans tidligere bolig/atelier.
 
 

Nørgaard

Af Mads Musholm.

Dette er een af Mads Musholms hovedhistorier, som både omfatter en fortælling om overtro og nogle generelle vurdering af livet på gårdene.

Min fars farbror Mads var fra Galtmose, blev gift med enken i Nørgård straks efter han korn hjem fra krigen 1848 - 50. De havde ingen børn, og hun døde få år efter. Hun havde en søn i første ægteskab, som døde ung. Senere blev Mads gift med Anne fra Øster Klinkby, der var ti ((to ?)) børn, hvorefter der er en udbredt slægt på egnen. Mads og Anne var dygtige, drev gården godt, byggede alle husene om. De havde en datter Karen Margrethe. Far var vist kommet der som plejesøn.

Dengang var folk vist mere overtroiske end nu, Mads Nørgård var det vist ikke. Man fortalte om varsler og hekseri, der var nok nogle, der kunne mere end andre. Der var en gang Mads næsten blev nødt til at tro på det. Kreaturerne der blev syge og ville intet rede, flere døde. Dyrlægens råd hjalp ikke, der korn en dyr¬læge fra en anden egn og så på dem. Han vidste heller ikke noget råd for det, han anbefalede at lade Kjeld Bjerg fra Lomborg se på dem. Kjeld Bjerg var kendt langt omkring som klog mand, og der blev så sendt bud efter ham. Da han havde set på dem sagde han: ”Ja, dyrene er nok forheksede”. Det troede Mads Nørgård ikke der var nogen der kunne. Jo, sagde Kjeld Bjerg, der kan laves både godt og ondt med urter; men disse dyr kunne han ikke ene kurere, men der var en klog mand i Thy, der nok kunne hjælpe. Mads Nørgård rejste så til Thy, fandt manden, og han forklarede så sit ærinde. Manden gik ind i en anden stue, og da han kom igen sagde han: Der er død et af dine dyr siden du tog hjemmefra, de andre er sløje, dog kan vi nok kurere dem, hvis vi er heldige. Den der har forgjort dem vil søge at forhindre det, og jeg kan godt vise dig hvem det er, vedkommende bor ikke så langt fra dit hjem. Men Nørgård ville ikke vide det. Manden sagde Så: Vi kan ikke kurere dem i dit navn, din søn skal have dem, og han skal udføre, hvad der skal gøres. Jeg har ingen søn, sagde Mads "Du har da en plejesøn, lad ham tage sig af det. Ingen må se det eller hjælpe ved det. Han skal hente muld på kirkegården af en ny grav og lægge lidt af det ned under hvert dyr, og så skal han stjæle et havreneg i nabogården og give dem det; men intet menneske må røre ham ved det arbejde. Da Mads korn hjem, blev far kaldt ind og fik besked, far var en halv snes år dengang. Næste nat fik han en god stok i hånden og noget at tage mulden i; han så ingen, inden han skulle igennem lågen hjemad med mulden, da syntes han der stod et menneske der. Han tænkte, jeg slår det ned med stokken, hvis det ikke flytter sig. Men så kom han i tanke om, at han kunne springe over kirkegårdsdiget og ned over Damgårds marker og hjemad. Han sagde senere, at han aldrig havde løbet så stærkt som den nat. Han kom godt hjem og fik mulden under dyrene og fik hentet neg i Munksgårds lade. Da han korn hjem i stalden med det, brølede dyrene af ædelyst, og de åd det med begærlighed og blev snart raske. Man Vil jo synes, at det er utroligt, men sådan fortalte far det, og jeg tror ikke han løj. - Men hvor kunne manden i Thy vide noget om forhold her, ting han ellers ikke havde kendskab til; men mulden helbredte.

I 1885 blev Karen Margrethe gift med Chr. Mathiasen fra Nr. Kastbjerg i Dybe, de fik Nørgård, og Mads købte Blåbjerg, var der til sin død 1898. Anne solgte så Blåbjerg til Ib Madsen fra Bøvling og flyttede til Nørgård igen, og var der til hun døde ca. 1922. - Chr. Nørgård og Karen Margrethe havde 5 børn: Mads, Ane, Mathias, Marie og Christian. Mads fik Veje i Tørring, senere Sønder Byskov. Ane blev gift med Rasmus Skåning, Kirkensgård. Christian fik Øster Kvistgård. Mathias fik Nørgård 1923. Han døde pludselig i 1944, og hans enke solgte Nørgård til Mads, Mathias' bror, han ville ikke have den ud af familien, men han blev syg og solgte den til Hans Noe. I min barndom kom jeg tit til Blåbjerg, Mads Nørgård havde den da. Der var en stor have dertil, og der vist intet sted i sognet, hvor der var så megen frugt. Mads havde købt Blåbjerg af Villads, han var lærersøn fra Harboøre, hans kone Mette Marie var datter af lærer Bråe, Vandborg. Af deres børn har jeg kendt malermester Bråe, Vandborg og vognmand Chr. Blåbjerg. Datteren Maren var gift med Chr., Skånning Houdam. - Villads var nok ingen dygtig landmand, hans bedste indtægter var vist fragtkørsel, så da han havde solgt gården, var han ikke ejer af ret meget. Jeg husker ham, da han var en gammel mand, de boede i et lille, gammelt hus, der var næsten fyldt af duer. Jeg var der en gang, jeg havde solgt et par til ham, han havde en masse pæne duer, de pyntede såmænd lige så godt i stuen som fine møbler, men det var der jo intet af dengang. Villads var meget interesseret i duer, jeg kan huske han forklarede mig, hvordan man efter hans mening kunne få dem til at få mange unger, en dueunge kostede 20 øre dengang til slagt, dog kunne vel sådan et dueslag være til hjælp for et par gamle mennesker til det daglige brød. For resten kan jeg huske flere gamle folk havde duer, ja selv ved siden af en aftægtsstue. - Efter Mads Nørgårds død i 1898 blev Blåbjerg solgt til Ib Madsen fra Bøvling, han var af Poul Grysbæks slægt, og ville gerne handle, særlig med heste, men han blev vist ikke rig af det. Han solgte Blåbjerg igen få år efter til Jens Noe fra Sdr. Nissum, han var der i mange Ar. Han var gift 2 gange og havde 5 børn ved hver kone. Jens Noe drev gården godt, merglede, brugte megen gødning, havde stor besætning, og en masse svin og høns. Det var ikke almindeligt dengang. Han prøvede vist alt i frøavl, og en tid forsøgte han med hestehandel. Han afstod gården til sin yngste søn Henry omkring 1944 og flyttede til Lemvig.

Næsten alle de øvrige gårde i sognet er slægtsgårde, der er blevet i slægtens eje i flere led. Der er ikke meget at skrive om, de har levet et skikkeligt levned, ingen har været forfalden til drik, men passet deres gårde godt og fulgt med tiden, vist også de religiøse tanker eller strømninger, der har været. - I byerne er det sjældent at en forretning er i slægten mere end 3 led. F. eks. de gamle købmandsgårde, i reglen en ung mand fra landet, der kommer til byen og prøver lykken; han er dygtig, pålidelig og nøjsom, skaber sig en god stilling ved handel, det går stadig fremad i hans tid. Næste led holder nogenlunde gående. 3, led lever over evne, og så går slægten ned igen.

Sønder Munksgård har været i samme slægt så længe jeg ved. Peder Munksgård fik gården efter sin far ca.. 1864. Peders kone var fra Sønder Strande. Han havde 3 søstre. En blev gift med Niels Skovmose, en med Jesper Nedre Strande og en med Bertel Laulund i Bøvling. Jesper og Bertel var brødre og havde været i Australien og grave guld. - Peder Munksgård havde 5 børn, 3 døtre og 2 sønner Rasmus og Jens. Jens fik Houmark i Houe og Rasmus fik Munksgård 1898 og blev gift med Ane Marie fra Nørre Munksgård. De var begge stærkt interesseret i gårdens drift og var afholdt også ud i sognet. Rasmus var sognerådsformand og repræsentant for kreditkassen og m.m.

I deres tid var det nok en dejlig tid at være landmand, da var det særligt kvæg og heste bønderne interesserede sig for. Der var god handel med fedekvæg og heste, og de skulle jo så pudses og plejes godt. Jeg kan huske at bønderne da tit gik sammen og så hinandens dyr, og hestene skulle så ud og presenteres og traves. Det var interessant for karlen, der passede dem, at komme ud og mønstre de velnærede heste, de var jo fodret med hakkelse og havre. De var så urolige, at en ung mand kunne fryde sig derover, så han fik lyst til dyr og kunne more sig over de forskellige udtryk fra bønderne, der var tilskuere. Jeg synes der var mere forskel på deres væremåde dengang end nu, og dog var de mere lige, og der var ingen travlhed. Det var som om det blev passet derhjemme uden dem, der var vel flere folk og færre maskiner og mindre udgifter. - Ane Marie og Rasmus havde 5 børn, Peder, Eskild, Sine, Stine og Kristen. De fik alle gårde. Peder fik Nygaard 1927 og døde 1942, da var hans mor død og Kristen fik Munksgård ved den tid. Rasmus boede i et hus i Kirkebyen, han døde 1955.