Tilbage til historierne
 

Lemvig Bibliotek. Har stort lokalhistorisk arkiv.

Lemvig Museum. Livet ved Vestkysten og egnens kunstnere præger museet. Thøger Larsen, Niels Bjerre og Torvald Westergaard præsenteres på museet. Museet har en særudstilling, i Thyborøn, om Alexander Nevskijs berømte forlis (russiske orlogsfregat) Ombord var storfyrst Aleksej, søn af den russiske kejser Alexander II.

Strandingsmuseum Sct. George. I 1881 forliste det engelske linieskib Sct. George. 1300 sømænd omkom. De omfattende arkæologiske fund er samlet på museet og fortæller om hverdagen for høj og lav på skibet.

Museet for religiøs Kunst. Museet har ganske spektakulære udstillinger, som er værd at besøge, også selvom man måske ikke hører til inderkredsen i religiøse cirkler. Den faste samling omfatter værker af Marc Shagall, Bjørn Nørgaard, Svend Wiig Hansen og George Rouault.

Jens Søndergaards Museum. Museet ligger i Fering på skrænten til Vesterhavet. Museet ligger i hans tidligere bolig/atelier.
 
 
Grysbæk

Af Mads Musholm

 

Dette er historien om menneskelige skæbner på godt og ondt.

Klaudi solgte Grysbæk ca. 1850, han havde gjort meget for redningsvæsenet ved havet, jeg tror han var konsul. Han satte to sideben af en hval i porten ind til gården, de var så høje, at et stort hølæs nemt kunne gå under dem. Dengang var husene bygget sammen, så der var en port til indkørsel til gården. Porten blev stænget om natten. Klaudi solgte gården til Poul, der var fra Bøvling for 12. 000 kr. kontant. Poul var forlovet med en pige vistnok fra Smedsgård i Hygum. Hendes forældre døde, først faderen og moderen blev gift igen med Jens Smedsgård. Da hun var død, blev datteren hos sin stedfar.

Hun havde så stor en arv efter sine forældre, at hun kunne betale Grysbæk. Poul skulle skaffe pengene i løbet af få dage, så han red til pigens hjem for at få pengene og få brylluppet bestemt. Jens Smedsgård var ikke venlig stemt, da Poul korn der, han greb ridepisken og ville jage Poul ud, men Poul var ikke så let at kyse, han tog pisken fra ham og holdt på, at han havde lovning på pigen med hendes vilje, og endelig fik han da lov til at blive der om natten.

Om morgenen kom pigen ind i kammeret til ham, hun var beruset, havde drukket spiritus, og grædende fortalte hun, at der nok ikke kunne blive noget med det bryllup, for jeg står i ulovligt forhold til min stedfar Jens Smedsgård. - Poul havde ikke mere at sige, han fik hurtig sadlet hesten og kom ud af gården. Men hvad skulle han nu gøre, nu kunne han ikke skaffe pengene til Grysbæk. Han kom da i tanke om, at der var en rig pige i Grønkjær i Flynder. Han red så dertil og friede og fik ja. Lysningen blev bestemt og han fik 8.000 kr. på lommen, så kunne han klare udbetalingen, han havde selv resten.

Efter brylluppet skete der noget Paul aldrig kunne glemme. Sidsel, pigen han ville have haft, tog selv sit liv. Tiden gik, Paul blev en velhavende mand, han var dygtig, rask til handel og handling, drak vel mere end godt var. Han havde 3 døtre: Else gift med Bertel Houe, Harboøre; Ællegård gift med Mads Nygård; Kirstine fik Grysbæk og blev gift med Jens fra Nygård. Da Paul havde afstået gården købte han Kvistgårdhus og boede der i flere år. Han komn da tit i vort hjem. Mor havde i sin barndom hørt tale om Jens Smedsgårds steddatters død, og Pauls navn var blevet nævnt sammen med det. Pigen skulle have været smuk og god. Mor spurgte så Poul, hvordan det forholdt sig. Han fortalte så hele historien. Jeg havde altid antaget ham for at være en hård hals, der ikke var nem at slå ned, men da brast det for ham. Tårerne randt ned ad hans kinder, da han fortalte det. Mor ville trøste ham og sagde: Jamen, Paul det var da godt det ikke blev, når pigen kunne bære sig sådan ad. ”Ja”, sagde Poul, ”Jeg har været godt gift med, jeg kunne vanskelig få en bedre kone, men det andet har pint mig altid, næsten mere jo ældre jeg bliver, vel fordi jeg ikke mere dømmer hende som da jeg var ung. Jeg gjorde jo ikke forsøg på at hjælpe hende. Jeg har også fejlet, tit drukket mere end nødvendigt, men tit for at dulme sindets nag”. De sidste år han levede nød han ikke spiritus.

Jeg vil her fortælle lidt om, hvad jeg har hørt om Jens Smedsgård. I min barndom fortalte man tit om folk, der havde været, om gode, pudsige og slette emner. Jeg tror der var mere forskel på karaktererne den gang end nu. Det var ikke godt, hvad jeg fra flere hørte om Jens Smedsgård. Da steddatteren var død, kom han til Knorborg og derfra til Maribo i Houe. Han blev gift med en ung kone, og selv da han var en gammel mand var han god til at slå hende, og hans eder var ikke kønne. Sørgmuntre træk fortalte man om dem. De fik en søn, der var døvstum, senere flyttede de til Bøvling og fik en lille ejendom. Der blev deres stumme søn gift og fik ejendommen efter dem.

Man siger, hans kone var en god kvinde, stærk kristelig vakt. De fik 4 børn, 3 Sønner og en datter. En der har gået i skole sammen med den har fortalt, at de alle var ualmindelig begavede børn, ingen kunne lære som dem. De tre har nu gode stillinger forskellige steder i landet. Den fjerde, den yngste, blev landmand og fik deres lille barndomshjem, solgte den, fik en større og solgte igen; nu har han en af de største gårde på lemvigegnen og driver den godt.((Elias Pedersen, Ulfsund)). - Man må tænke, underlig der kan Være så stor velsignelse ved Jens Smedsgårds slægt, for der står jo skrevet, at fædrenes synd hjemsøger børnene; men der står også skrevet, at den som elsker mig gør jeg vel imod i flere led, ja tusinde. Mon en kvindes tro kan gøre ((historien slutter her...))