I denne fortælling samles flere vigtige historier, som har nationale rødder. Gården Musholm er Mads Musholms fødegård, og vi får hans egen familie-historie. Oplysningen, fornyelsen og arbejdet efter de to krige i 1848 og 1864 giver ham meget stof til eftertanke. Den grundtvigske bevægelse og sammenstødet med indre mission kom tæt på ham, da hans mor valgte grundtvigianismen i modsætning til andre i familien og naboer. Den nye aldersrente kommenteres og illustreres med beskrivelser af lokale skæbner.
Af Mads Musholm
Hør du gamle Snyde Mus
Du som på Holmen troner
din søn han holder et underligt Hus
med Piger og med Koner.
Sådan begyndte en vise, der var digtet om Simon Musholm af Volfrim, en mislykket student, der var forfalden til spiritus, han gik i flere år fra hjem til hjem og ville rime for en snaps. Simon delte gården mellem 2 af sine Sønner i 1852, så hver fik lige store stykker jord, Skidengård blev da bygget til Peder og Kristen fik Musholm, hans kone hed Ane Marie, de havde 2 børn, Kristine og David. Kristine kom til Holstebro og blev gift der. David fik gården efter sin far, men han blev forlovet med en pige fra Lemvig, og da de begge var velhavende, troede de at det var bedre eller finere at bo i Lemvig. Han solgte så gården i 1891 til Bertel Musholm og flyttede til Lemvig, giftede sig og startede forretning der, men ak, han var uheldig med konen, de blev skilt og pengene gik. Han endte som meget fattig i København. Det kan jo synes som om hans liv blev en tragedie; men man ved det jo ikke, jeg kender intet slet om David.
Bertel, der købte Musholm af ham, var jo min far. Han var søn af Bertel Houdam, Opfødt hos sin farbror Mads Nørgård. Mor hed Katrine, datter af Erik Stenhule. Deres børn er Erik, Mariane og mig. I 1905 købte far 12 tdr. l. fra Kirkensgård. 1909 byggede han Lundgård, 28 tdr. l. gik dertil fra Musholm. Mariane blev da gift med Mads fra Armose, og de fik den nye gård, som brændte 30 år efter. Husene i Musholm blev ombygget 1895 og 98. I 1911 købte far Skidengård som Erik fik. 1929 døde mor og far døde 1935, hvorefter jeg fik Musholm.
Jeg vil gerne prøve at skrive lidt om mor og hendes tid. Paludan Møller ønskede for Danmark efter 1864 fromme stærke kvinder, jeg synes mor var sådan, dygtig og havde rige evner. Hendes tid var jo også på mange måder en rig tid; fremgang i alt og hun fulgte med i det. Jeg husker, hun fortalte om de religiøse bevægelser, der gik over landet i hendes ungdom, halvfjerdserne var jo litteraturens guldalder. Hendes far var vist pietistisk eller brorsonsk indstillet, så da indre mission kom var de nok tilhængere af det. Mor gik tit til Engbjerg kirke for at høre pastor Moe, han var missionens talsmand, men hun syntes, der var noget frastødende; for hende blev det kun grunde og grue og grue igen, hun mindes. Da var Birkedals sang: Jeg så ham som barn, nys udkommet i et lille hefte. Næsten på samme tid kom Karl Poulsen til Tørring og Heldum med den grundtvigske forkyndelse. Da hun havde hørt ham, blev hendes kirkegang i Heldum, ham kunne hun bedre forstå end Moe. Hun blev så gift og kom til Bøvling, der gik hun til sognekirken og var endnu nærmest til missionen. Der blev efterhånden strid mellem de to retninger, og da vi korn til Vandborg, hvor missionsfolkene var noget dømmende, og nogle af dem gik rundt i hjemmene og forkyndte deres overbevisning. De havde mange diskussioner med mor, men på en god måde, selv om de ikke var enige. Det var som om de jog hende over i Valgmenigheden og den forkyndelse, hun syntes bedst om. Dog tror jeg Erik gik over til indre mission, selv om hun mente, at de stolede for meget på deres omvendelse. Nu mange år efter, når jeg tænker på min barndom, da de så stærkt drøftede spørgsmålet om den rette lære, synes jeg alligevel, det var en rig tid, der var noget at tænke over.
Jeg kan også huske fra dengang, hvordan man diskuterede krigene i 1848 og 64 og tabet af Sønderjylland. Min bedstefar var med i 1848, han drillede dem, der var med i 64, han mente ikke de kæmpede, som da han var med. 1 dansker kunne da tage 3 tyskere, han kaldte dem næsten forrædere mod deres fædreland, der løb, når de så fjenden. Det kneb at holde en godmodig tone, men de fra 64 holdt på, at det ikke var deres skyld, de tabte, de måtte ikke gå på, de skulle altid vige. Når jeg hørte dem diskutere, forstod jeg, hvad fædrelandssind var. Jeg drømte om, når jeg blev stor, ville jeg være med til at slå tysken; men det var som vi skulle værge vort land på en anden måde, som Dalgas sagde efter nederlaget i 64: Hvad udad tabes skal indad vindes. Jeg kan huske da jeg kom på højskole, og man der fortalte om Danmarks litteratur og historie, jeg tænkte da, det er samme ånd som mændene fra 48 og 64 forkyndte, men på en fredeligere melodi. Digtere og andre og højskolens folk søgte jo ved den tid at dygtiggøre det danske folk til at værge vort land ved vort arbejde, at smykke det som fædres jord. Og senere når jeg korn ud på andre egne og så, hvordan den danske bonde havde forvandlet heden og sumpen til frugtbar agerjord, man kunne da ikke undgå at holde af vort land og dem der bor der og har boet der og prise det i vore gode sange. Teknik og industri er jo også fulgt med, der er nok vundet meget indad siden 64, men mon der ikke er nogen slaphed over vor tid, som jeg ikke tror, der var de første år efter 64. Da tog bonde og husmand fat, man merglede selv, gravede det op af jorden, og drænede, men mangen arbejder sled nok temlig hårdt den gang. Dagen var lang, man sagde fra sol stod op til den gik ned. Svage mænd kunne ikke holde til det. Man avlede godt derefter og begyndte at så kløver. Før havde man ikke andet græs, end hvad der korn op af sig selv, hvad vi nu kalder ukrudt. Den store avling i halvfjerdserne gav velstand til bønderne. Ejendommene steg i værdi. 1860 kostede Grysbæk 12.000 kr. 20 år efter var den jo meget mere værd. Andelsbevægelsen kom og kreditkasserne, hvor man kunne få billige og gode lån, der gjorde sit til at ejendomspriserne steg; men sidst i firserne korn prisfaldet på alt, så det blev en sløj tid for dem, der havde købt ejendom til store priser, og der kom ingen hjælp fra staten, som der gjorde ved krisen 40 år senere. Hvert hjem måtte klare sig selv, hvad de vel også næsten alle gjorde ved arbejde og en nøjsomhed, som de, der er unge nu, slet ikke kender. Den der ingen eller lidt jord havde klarede sig ved at arbejde for en lille løn. Konen gik lidt ud og tiggede, ellers var der meget få der fik hjælp. I halvfemserne kom alderdomsunderstøttelsesloven, der senere kom til at hedde aldersrente, så ingen gammel behøvede at lide nød. Jeg kan kuske en mand, der kviede sig ved at modtage disse penge, han syntes det var næsten det samme som at ligge sognet til byrde, man satte da en ære i at klare sig selv, og man satte ikke store fordringer til livet.
En gammel pige boede alene i et usselt lille hus med lergulv, hun fik 9 kr. hver måned i aldersrente og var meget taknemmelig derfor. Hun sagde altid folk var så gode mod hende, men hun havde også lært sit af livets skole, siden hun i sin ungdom blev bedraget af den mand hun satte sin lid til og stolede på – en sorg der nagede hende hele livet. Hun tjente kun føden ved at væve og sy. I sin alderdom forstod hun dog at tilgive: det var vel bedst for hende som fattig i hendes lille hus. Manden, der havde snydt hende, havde en af de bedste gårde i Vandborg, men hvad enhver kan jo fejle lige så godt nu som dengang, men man burde jo lære af svundne tiders brøde.