Om Møllegården, familierne der og Vandborg Smedje. Den store stranding i 1866 omtales ( den russiske orlogsfregat Alexander Nevskijs- ombord var storfyrst Aleksej, søn af den russiske kejser Alexander II).
Af Mads Musholm.
Før dræning blev så almindelig var der flere vandløb, og vandet svandt ikke så hurtigt, og hvor det samledes i store damme, blev det udnyttet til trækkraft til møllehjul, hvor kornet blev malet. Her i sognet samledes vandet i dammen ved Møllegården. Der var både vandmølle og vindmølle, den sidste nordøst for gården. Der har været god søgning den gang ved maling af sognets kom. Det hed sig at mølleren altid blev en velhavende mand. Det var skik, når bønderne korn med deres korn til maling, at de så korn ind og fik øl og snaps, men hjemmebrygget øl, så der var altid udskænk, og det gik lystigt til.
Den første møller jeg har først omtalt hed Laust, han var især bekendt for sine vældige kræfter. Efter ham kom Poulsen, han var fra Vejleegnen; det var omkring 1860. Hen var meget dygtig, og også i landbrug var han foregangsmand. Man sagde om ham: Ingenting er umuligt for mølleren. Jorden til Nyholm var under Møllegården dengang. Poulsen havde 3 børn, Poul, Niels og Karen. Nyholm blev bygget i 1900. Niels blev gift og fik den. Karen var da gift med Kristen Byskov, Sønder Byskov i Hygum. Poul skulle vel så have haft Møllegården, men han døde næsten ved samme tide Jeg kan huske han blev hæderlig omtalt, han var vist den første leder af gymnastik her i Vandborg, det foregik i Møllegårdens lade. Efter hans død flyttede gamle Poulsen til Nyholm og var der til sin død. Møllegården blev solgt til Jens Dalgård, han var søn af David Smed i Houe, og blev da gift med Kirsten fra Nygård. De fik kun gården. Jens Nielsen fik mølleriet og drev det i flere år, men forretningen blev sløjere efterhånden som der korn mølle på næsten alle gårde, så folk kunne selv grutte deres korn. Maling af mel til brød blev også mindre, da folk holdt op med selv at bage rugbrød. Endnu ringere blev det da elektriciteten kom. Jens Nielsen solgte møllen en gang i tyverne til Jens Larsen og købte Ramme Mølle. Jens Larsen brugte kun vandmøllen, vindmøllen blev revet ned. Han levede vel af det en tid til han fik benet revet af i et hjul, så han gik på træben. Ran afstod så møllen til sønnen Karl, han gik ud på arbejde, og konen passede møllen til det hele holdt op. – Jens Dalgård var udlært smed, han byttede i 1905 med gården og fik Jens Chr. Smeds smedeforretning. Jens Chr. Smed var Jens Dalgaards farbror. Der var da en stor forretning, og det var der også i Jens Dalgårds tid. Det var særlig vogne Vandborg smedie var berømt for. Man sagde, at ingen vogne gik så godt som derfra. Jens Chr. Smed solgte Møllegården, han boede der ikke, til Niels Præstholm fra Houe et par år efter. Denne var der til han afstod den til sin søn Poul ca. 1943.
I 1866 strandede et stort russisk skib ved Harboøre med flere hundrede mand om borde De fleste blev reddet, blandt disse en russisk storfyrste. Han gav store gaver til redningsmændene og et orgel til kirken; men hvem kunne spille på den. Der var ingen på Harboøre der kunne, selv Ole Thøgersen, egnens spillemand, kunne ikke hitte ud af det. Man fik da Ørnskov i Vandborg til at prøve det, han var noget af en tusindkunster. Han havde været med i treårskrigen og kunne reparere ure, så kunne han også nok spille på et orgel. Søndagen han skulle optræde begyndte menigheden at synge straks de hørte de første toner fra orglet. Ørnskov vendte sig da om og råbte: Hold hals i høvder til koralen kommer. – Men der var noget andet på skibet, som næsten fik større betydning for egnen, nemlig en tyr af fremmed race, der blev reddet. Den var ’rørget’, d.v.s. rød med en hvid stribe hen ad ryggen. Der blev noget godt afkom efter den på Harboøre. Til sidst kom den til Engbjerggård. Det blev en lækkerbisken for gårdmændene i Vandborg, de ville gerne købe de rørgede stude og kvier, de var gode til fedning. Engang Poul Grysbæk gik derover for at handle, traf han Anders Chr. Agger, han gik i samme ærinde; han fortalte, hvor der var en rørget kvie til salg. Poul har nok tygget godt på pibespidsen og tænkt sit. De fulgtes så ad, da de kom til Nedre Strande stod døren åben til fårehuset der. Poul sagde da: lad os gå der ind, Da så Anders var gået ind, låste Poul døren for ham og gik så ene til Harbøre og købte den rørgede kvie.