Af Mads Musholm
Omkring 1850 ejedes Sønder Vinkel i Heldum af Breinholt, han var meget velhavende, han havde 3 sønner, der skulle have store gårde. En af den fik S. Vinkel efter faderen (han var folketingsmand en tid), han var den sidste højrevalgte i lemvigkredsen. En fik Voller i Ramme, han var i amtsrådet i mange Ar. – den tredie købte fire gårde i Vandborg, som han lagde sammen under et, det blev Vandborg Vestergård på ca., 300 tdr. l., så navnet Breinholt var noget stort i min barndom. Folk så op til dem, de var meget afholdte. Jag husker en mand, der havde arbejdet for dem, sagde: De Breinholter var gode og rettænkende mænd. Han syntes, at han havde så mange gode minder efter dem, men han var ked af, at de tilsyneladende ingen interesse havde for kirkens lære. Ingen af dem fik børn.
Breinholt Vandborg Vestergård blev så rig gift, man sagde, at hendes far var den rigeste mand både i Nørre- og Sønderjylland. Den tide han hed Knud Knudsen, og der fortælles om ham, at han var søn af en husmand, der havde lidt krohold ved Ribe. Der var 2 sønner, Knud og Kresten Larsen Knudsen, denne blev præst og far til digteren Jacob Knudsen.
Knud begyndte som dreng at handle med duer og lam, senere med kreaturer i stor stil, han tjente en formue ved det og købte Trøjborg i Sønderjylland og giftede sig til Visby Hedegård, så han ejede den begge to. Hans datter blev gift med Breinholt Vandborg Vestergård og Knudsen skaffede så mange gode korthorns kreaturer dertil, det var vistnok de første korthorns på lemvigegnen. Jeg husker, at en mand, der havde tjent der i den tid, fortalte, at Knudsen beundrede de gode kærne, som groede i Vandborg Vestergård, så de skulle også have noget godt kvæg. Så skete det, at Knudsen korn ridende til Vandborg Vestergård en aften, og næste morgen fandt de ham død inde i stuehuset, han havde hængt sig. Man sagde, at han havde tabt alle sine penge i en sø, senere har jeg fået oplyst, at han havde ofret en formue ved udtørringen af Fil Sø, hav og storm havde ødelagt det hele. Nu er den udtørret igen ved statshjælp, nu har man vel bedre midler til at sikre det. – Eskild Munksgård tjente i Vandborg Vestergård dengang, han blev så sendt til Thy, for at hente Knudsens bror, der var præst der. Eskild red på en hest, som dengang var hurtigste befordringsmiddel, da han kom lidt ind i Thy mødte han præsten, der også kom ridende. ”Hvad skal du min dreng”? spurgte denne. Eskild fortalte, at han skulle hente præsten til Vandborg Vestergård; ja, han var på vej dertil, han anede, der var noget galt. Breinholts kone ville ikke være der, da hendes far var død der. Gården blev så forpagtet ud, og Breinholt købte Rysensten. Han blev landstingsmand, var kongevalgt i mange år, Etatsråden. Senere solgte han Vandborg Vestergård til Bøjsen, en slægtning af sin kone.
Bøjsen var dygtig, noget streng de første år, men drev gården godt. I 1920 solgte han gården til Sørensen Bækmarksbro, der solgte jord fra den til Grysbæk, Møllegården, Nyholm og ca. 70 tdr. l. til Mads Lund¬gård, der byggede det og kaldte det Ny Vestergård, hans søn Christian har det nu. Til Vandborg Vestergård var der ca. 150 tdr. 1. tilbage. Sørensen solgte den til Søren Hartvigsen fra Bøvling og han igen til Chr. Pedersen fra Trans. De var der vel hver i en 5 – 6 år, men ingen af dem kunne klare det, de havde vel for lidt kapital. I 1934 købte Chr. Hillesborg den af kreditkassen, da var den gået så langt ned i pris, så han har klaret det godt.